5 gode og gratis oplevelser i Aarhus

5 gode og gratis oplevelser i Aarhus

Aarhus har det seneste år opnået stor international anerkendelse som turistdestination. Senest placerede Lonely Planet Aarhus som nummer 2 på listen over sommerens absolut hotteste destinationer i Europa – foran bl.a. Venedig og Tenerife. Her kommer mit bud på de fem bedste og gratis oplevelser i Aarhus.

Jeg synes, det er skønt og fuldstændig på sin plads at København – som i øvrigt også er en skøn by – ikke længere sluger alle turisterne.

Aarhus er en fantastisk by med masser af god stemning. Jeg har boet i og omkring Aarhus C hele mit liv – og jeg har jeg besøgt størstedelen af de attraktioner, som byen har at tilbyde. Den sidste håndfuld år har det været sammen med mine børn, hvilket stiller en række krav til oplevelserne. De 5 oplevelser i Aarhus herunder er dermed særligt velegnede, hvis du har børn.

Herunder følger min personlige og helt igennem subjektive liste over de fem bedste og gratis oplevelser i Aarhus.

1. Botanisk Have og Væksthusene

Botanisk Have og Væksthusene er en virkelig god og gratis oplevelse. Det udgør en perfekt formiddags- eller eftermiddagsaktivitet, selvfølgelig afhængig af hvor længe du vil nørde blomster og planter.

I Væksthusenes kupler, som minder lidt om kuplerne i Randers Regnskov, er der fire forskellige klimazoner, som alle er spækket med blomster, planter og sommerfugle.

Caféen ligger inde i Væksthusene og her serveres rigtig god mad til rimelige priser. Sidst bestilte jeg sandwich med kylling og peanutbuttersatay. Det smagte dejligt og kostede under 50 kroner.

Væksthusene ligger i Botanisk Have, som er et fint sted at gå en tur eller slå sig ned på et tæppe med en bog. Her er kuperet terræn og store plæner med træer, vandløb og fredfyldte grønne områder. Der står borde og bænke rundt omkring hvor medbragt mad kan findes frem. Planlægger man at grille skal man blot finde et bord med metalplade midt på.

Vi har selv besøgt Botanisk Have og Væksthusene med små børn, og det kan virkelig anbefales. Det undrer mig ikke, at Botanisk Have og Væksthusene for nyligt blev udnævnt som byens bedste familieoplevelse.

Der er gratis parkeringsmuligheder lige foran Væksthusene, men husk at stille P-skiven.

Læs mere om oplevelser i Vækusthusene og i Botanisk Have.

vaeksthusene-1
vaeksthusene-2
vaeksthusene-3
vaeksthusene-4

2. Dyrehaven

Lidt syd for Aarhus, tæt på Hotel Marselis og Varna Palæet, ligger Dyrehaven.

Dyrehaven har både sika- og dådyrvildt, som du kan komme helt tæt på, hvis du vil. De går simpelthen frit omkring, og er ikke bange for mennesker, som ofte er så flinke at fodre dem med gulerødder. Vildsvinene er hegnet ind for sig selv og lidt sværere at få øje på.

Ligesom i Botanisk Have, så er der opsat bænke og bord, hvor frokosten kan nydes i de grønne omgivelser. Der er utrolig smukt i Dyrehaven. Skoven er gammel og de enorme træer skaber en fantastisk kulisse.

Dyrehaven er åben fra kl. 8 morgen og til solnedgang. Der er gode og gratis P-pladser ved hegnet. Vi har nok besøgt Dyrehaven 4-5 gange og har aldrig oplevet problemer med at få en parkeringsplads.

Læs mere om Dyrehaven.

dyrehaven-1
dyrehaven-2
dyrehaven-3
dyrehaven-4

3. Dokk1

Hvem skulle tro at en bygning med bibliotek og borgerservice kan udgøre en god og gratis oplevelse i Aarhus. Men det kan Dokk1. Jeg har selv været der flere gange, og det er især oplagt som besøgsmål, hvis man har børn.

Det passer heller ikke helt, at Dokk1 kun er bibliotek og borgerservice. Her kan du nemlig finde café, projektrum, sale, studieceller, legepladser – og meget mere. Der er fantastisk udsigt over havn og bugt, og overalt er der opstillet behagelige stole, som vender ud imod havet.

Dokk1 er så gennemført, og intet af arkitekturen eller indretningen er tilfældig. Vælger du at parkere i Dokk1 (hvilket koster ca. 20 kroner i timen) oplever du samtidig Europas største automatisk parkeringsanlæg med plads til 1.000 biler under Dokk1. Du kører simpelthen bilen ind på en rampe og forlader den, hvorefter den automatisk køres ned i parkeringsanlægget til sin plads.

Husk at skrue antennen af (eller tape den fast til bilens tag), før du sender bilen ned i dybet.

Læs mere om Dokk1.

dokk1-1
dokk1-2
dokk1-3
dokk1-4

4. Mindeparken og Marselisborg Slot

Mindeparken er bare et smukt grønt område, beliggende mellem Marselisborg Slot og Aarhusbugten.Hvis vejret er godt summer parken af liv, og folk hygger sig i grupper på tæpper og omkring bænkene. Her solbades, grilles og slappes af. Parken er rigelig stor til alle – også selvom mange spiller bold eller frisbee.

For børn ligger der en forholdsvis stor legeplads, som dog kan være lidt for velbesøgt i weekenderne.

Lige bag ved Mindeparken ligger Marselisborg Slot, hvor Den Kongelige Livgarde afholder vagtskifte kl. 12.00 i de perioder, hvor H.M. Dronningen opholder sig på slottet. Når de kongelige ikke opholder sig på slottet, er der fri adgang til slotshaven. Det er en stor smuk park med mange spændende skulpturer.

Læs mere om Mindeparken og vagtskifte på Marselisborg Slot.

mindeparken-2
mindeparken-1
mindeparken-3

5. Brabrand Søen

Den sidste gode og gratis oplevelse i Aarhus, som jeg har valgt at tage med på listen, er lidt en joker.

Det er en attraktion som ikke nævnes ret tit, og jeg kunne da også have valgt at skrive om Moesgård Strand, Aarhus Havn eller Den Permanente.

Men jeg valgte Brabrand Søen, da det er et skønt sted til en gå-, cykel- eller løbetur. Søen – og stien rundt om søen, udgør et naturskønt åndehul, som ikke ligger langt fra Aarhus. Landskabet langs søen er meget varieret med både polder, rørskov, eng, pile, krat, mark og skov.

Brabrand Søen er især kendt for sit rige fugleliv, og der er også masser af mulighed for at tage ungerne med ud for at fodre ænder.

Der er en fin tur rundt om søen på ca. 10 km. Start og slut f.eks. ved Kirken i Brabrand.

brabrand-soen-2
brabrand-soen-3
brabrand-soen-4
brabrand-soen-1

Det var mit bud på de fem bedste, gratis oplevelser i Aarhus.
Hvilke kender du til?

3 kommentarer

Maj Andersen

Ca. 7 år siden

Det ser enormt flot ud, tak for denne artikel. Jeg vil helt sikkert besøge stedet sammen med min datter.

Svar

Tine

Ca. 7 år siden

Rigtig fin liste. Jeg synes dog der mangler et par steder, såsom Risskov og Bellevue strand :)

Svar

Jakob

Ca. 6 år siden

Tak for en god liste. Som århusianer har jeg sat flueben ved dem alle - op til flere gange :-) Hvis andre forældre læser med her, vil jeg også lige tillade mig at anbefale Børnenes jord i Thunøgade. Det er efter min mening byens hyggeligste legeplads, hvor børnene desuden har mulighed for at hilse på en masse dyr. Her er f.eks. kaniner, geder og høns. Og så er det gratis!

Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


Kategori
Danmark