Rejsebeskrivelse fra Malate, Manila på Filippinerne

Brugeren MortenH her fra Godtur.dk har været i Filippinerne og besøgt hovedstaden Manila og bydelen Malate. Her er Mortens rejsebeskrivelse af byen.

 Jeg ankom til Manila en varm og fugtig juni dag.

Udsigten fra flyet vækkede en del følelser i mig og minder dukkede stille op igen. Det var lidt ligesom at vende tilbage til en gammel film man havde set før, og ikke kunne huske handlingen helt. Man vidste selvfølgelig at man kunne li den, ellers havde man jo ikke set den igen. Sådan var gensynet med Manila for mig. Denne gang var modtagelsen mindre åbenlys, og ud over de venlige kommentarer var der intet der denne gang fortalte mig at mit formål med rejsen var berettiget. Jeg ønskede ganske enkelt at bygge noget op på den korte tid jeg forventede at have og jeg ønskede at gøre på en måde som var ny og spændende. Jeg ønskede at eksistere og ikke meget andet, på et lille budget og uden at vække opsigt. om det ville lykkes, ja det skulle det bare.

Efter at have tisset og drukket lidt vand på NAIA lufthavnens ankomst toilet, hvor der også er mange forskellige banker der står klar til at veksle europæeres euros til dollar, fordi ja Manila hænger stadig ved i 80’erne på alle måder, hvor alt amerikansk var smart. At det toilet jeg var på heller ikke var blevet moderniseret siden 80’erne betyder bare at man har en næsten surrealistisk oplevelse af at være i et lavindkomst land der samtidigt engang har været noget. Noget fordi det hele kan være pænt og rent, det er bare så nedslidt det hele. NAIA er Manilas lufthavn og når man lander flyver man over boligområder næsten hele vejen til landingsbanen. Det er en meget mærkelig oplevelse og det kan føles lidt utrygt. Der er mange fly der flyver til Manila fra enten Bangkok eller Hong Kong. De mest almindelige er cebu pacific og det store lokale selskab Filippinsk Airlines. Der er næsten 3 timers flyvetid fra Hong Kong, hvilket betyder at det lille ørige med 8000 øer er meget isoleret hvis man er fra Europa. At få en taxa til at manøvrere en gennem Manilas gader er det næste problem, eller det er det selvfølgelig ikke, hvis man blot er interesseret i at betale 5 gange normal takst i lufthavnen. Er man lidt snu og det er man selvfølgelig når man kender landets krinkelkroge af sindelag så vælger man ubemærket at begive sig til Arrivals sektionens rulletrapper op til.



Appartures hvor taxaer der kører med taxameter holder til. Uden taxameter koster det 50 kr., med taxameter er turen forbi Baywalk og Roxas Boulevard underholdningskvarter kun en 10’er. Der er ikke megen høflighed eller snakkesalighed i Manila, det er nærmere en smule provokerende lige op i ansigtet ærlighedsform, helt forskelligt fra det gense billede af de føjelige og medgørlige asiater, hvilket Filippinerne efter 500 års vestlig herredømme og indflydelse heller ikke kan kaldes. Pasay, det var målet den her gang. Hvad var det der gemte sig i Filippinernes foretrukne underholdningskvarter og var det overhovedet muligt at bo der. En hurtig søgen havde kun afsløret nogle billige moteller hvilket næppe var optimalt. Alternativt var det hoteller beregnet på rige forretningsfolk og ikke en rygsækkerejsende som undertegnede.

Lonely Planet, er den bedste guide bog på det felt. Her havde jeg fundet en anbefaling på at bo på et middels stort pensionat i Malate, byens underholdningskvarter, der huser KTV, barer og skydebaner.

For dem der kun har hørt KTV nævnt eller helst går på bar så er karaoke klubberne (KTV) et solidt alternativ. Her betaler man en venlig filippinsk pige for selskab i den tid hvor man er på klubben. Det kan være hun skal synge et nummer men hun vender heldigvis tilbage. Er man mest til underholdning for sig selv, kan man vælge nogen af Malates poker klubber der altid har et spil kørende. Da jeg ankom til pension natividad blev jeg overrasket over den venlige betjening selvom et forsøg på at forhandle prisen på mit ophold lidt ned. En måned, en dag gratis, var det tilbud de gav mig, hvilket jo var det samme som ingen muligheder for rabat. Det gjorde nu ikke så meget da jeg hurtigt kunne konkludere at stedet levede op til beskrivelsen i lonelyplanet.

Den ene af de tre kvindelige receptionister var meget venlig, med langt hår og fyldige læber, den anden var korthåret men ellers ret flink.

Hun bemærkede at jeg var en mand af få ord. Nok mest fordi jeg forskansede mig på mit fan værelse med privat bad, drak øl og spiste mad fra den lokale døgnkiosk de første mange dage.

Temperaturen var meget varm den dag jeg ankom og da jeg mest havde hættetrøjer med og på, lagde jeg i trods turen forbi en genbrugsforretning hvor jeg købte et par T-shirts for en tier stykket. betjeningen af den lokale mandlige ekspedient var høflig og opmærksom. Manila er meget fremmedartet for en ung mand i tyverne som mig der var vant til Københavns natteliv og tryghed. Men mest af alt så er det også et sted der er meget kaotisk. Der er ingen offentlig sektor der forklarer hvor der forskellige bygninger er eller hvor bussen går fra. Alt det må man selv finde ud af hvilket betyder at byen er et enormt områder sammensmeltet af uafhængige små beboersamfund der styres indefra af indbyggerne. Et af disse steder der virkeligt giver dette indtryk er området i Pasay ved den store motorvej EDSA. Vejen er ca 5 spor bred på hver side men alligevel køres der sjældent mere end 50 kmt der. Selvom det er en motorvej skal man krydse vejen kun med hjælp fra andre lokale der gør det samme. Men pension Natividad ligger i Malate der er meget mere roligt og vestligt, hvis man kan bruge det udtryk om filippinerne.

Natividad er bygget af træ i gammel spansk stil. Det er nærmest en villa med stor spiseafdeling, og brusenicher inklusiv toilet, afskærmet fra rummene, men med egen nøgle til hvert rum. Der bliver serveret spansk omelet i spiseafdelingen som jo så kan nydes med en cola og så en San Miguel om aftenen. Her bag porten og sikkerhedsvagten kan man diskutere hvilke opgaver der skal løses i Filippinerne eller hvor man skal hen med de andre vestlige, der både er par og enlige. Der bliver også spillet basket bold i gårdhaven dog mest af Filippinerne. Natividad ligger på en mindre vej, eller det er en af de tre større veje der på langs med Baywalk, den meget specielle og stemningsfyldte strandpromenade i Manila. Pensionen ligger ret afskåret men der er et højhus byggeri tæt på, og Mabini street som er den store underholdningsgade, går parralelt med vejen få minutters afstand derfra. På vejen der bor der også en filippinsk samling mennesker i et nedbrændt murstenshus. Jeg gav dem nogen pesos fordi jeg beundrede deres vilje til at skabe sig et hjem ud af ingenting. Samtidigt lige rundt om hjørnet hvor jeg købte øl og mad i døgnkiosken, dukkede der en hjemløs forhutlet filippinsk kvinde op der fortalte mig at jeg så meget godt ud. Hun sagde det helt uventet så jeg valgte at give hende 20 kr. for venligheden. Døgnkiosken solgte nogle specielle boller der er fyldt med f.eks. skinke og noget sovs. De smager rigtigt godt og de bliver varmet i mikrobølgeovn hvis man ønsker det. Malate som området hedder er et turistkvarter og Manila tiltrækker mange turister der skal i byen så betjeningen i butikker er mere beregnet på dem frem for backpackere, Derfor kan de godt virke lidt afvisende nogen steder. I området omkring Malate er der mange butikker og også et indkøbscenter der er ret kendt, Robinsons. Der er også mange, mest dyre restauranter, der er japanske og koreanske. Jeg kastede mig over de lokale filippinske restauranter hvor maden koster en 5 er. Specielt i området omkring Remedios Circle er der mange restauranter. Her er der også en del fattige områder. Remedios circle er hvor det meste foregår. Nattelivet her kan krydres med et godt måltid før man kaster sig over danseklubber eller bare snuser til stemningen som jeg gjorde. Folk her er meget varieret og ligegyldigt hvem man er vil man kunne mærke den atmosfære og mangfoldighed der er i området. Den vej der går ned til Remedios Circle hedder Adriatico street og her finder man også hoteller og backpacker steder at være. Adriatico er mere backpacker venligt end Mabini street som jo også er kendt for deres notoriske money changers og turist butikker. Når man tager en tur ud om aftenen på Mabini kan man være helt sikker på at rende ind i en pige, f.eks. Candy som jeg mødte, der spørger om hun må tage med en. Charmerende nok, men der er mange andre piger i området som ikke er så direkte. Damerne i Pension Natividad var med deres venlige måde at være på med til at give mig en oplevelse af at kunne være mig selv midt i al den larm og tumult der jo er i et turistområde. Man bliver jo altid mødt af touts, folk der vil sælge en service til en og så er der jo hele problematikken om alle de andre udlændinge der fylder godt i gadebilledet.

Padre Faura street der krydser Taft Avenue markerer grænsen hvor Malate bliver til Ermita. Ermita er et mere rendyrket underholdningskvarter end Malate. Her ligger der mange hoteller der tiltrækker alle mulige folk. Der ligger flere kvarterer kun med money changere og rejse agenter.

Malate er ret nedslidt når man tænker på at det er det største turistområde i Manila. vejene er grusveje og går man blot en sidevej bagom hovedvejen er det kvinder der sidder og vasker tøj. La Cafe er måske et af de mest kendte steder at samle piger op i Malate. Jeg var der inde en kort stund, og så hvordan mænd i forskellig alder sad og drak øl med lokale call girls før de gik hjem med dem. Andre “vilde” piger vinkede til mig når jeg vadede rundt i mine vandrestøvler i Malate, fra deres jeepneys, samtidigt med de råbte det klassiske “hey Joe”. Joe er den typiske amerikaner fordom som filippinerne har efter at amerikanerne strømmede hertil i hobetal. Der er nogle virkelig dyre hoteller i Malate der strækker sig 20 etager op i vejret ud mod Baywalk. Der er mange rigtigt venlige filippinere på Baywalk. Heriblandt to unge piger der spurgte mig om jeg vidste hvor Rizal Park lå. Selvom jeg havde en ide om hvor det lå blev jeg lidt overrasket da det jo er dem der boede der. men det var rart med opmærksomheden. Vejret er for det meste altid varmt i Flippinerne. Solskin er der også meget af hvilket giver en generel følelse af velvære når man har opholdt sig der et stykke tid. Der er samtidigt også ret mange træer og det giver en oplevelse af at være i troperne når der også er træer inde i byen. Taft avenue er den store hovedvej i den del af Manila der ligger ud til vandet. Den er meget beskidt og tæt trafikeret og byens LRT, light railway transit kører også her. Der er ret mange fattige børn der bor i Pasay der ligger syd for Malate.

Skal man ud af byen er der masser af muligheder for det omkring Malate. Man kan tage en bus mod Vigan som er en gammel spansk by i Filippinerne. Jeg tog halvvejs derop, men vendte om fordi jeg synes at busturen var slidsom og de lokale der var med var for påtrængende. Så da jeg ankom til en rasteplads vendte jeg om og tog tilbage til Malate. Min tur til Angeles var noget nær det samme. Turen fra EDSA til subic tager 5 timer og byen er lille men stadig overskuelig. Jeg boede på et lille hotel med tv, hvor fjernbetjeningen skiftede mellem kristent filippinsk tv og MTV. Sådan et værelse koster mellem 100 kr. og 150 kr. Da jeg ankom der var der en tricycle taxa der tilbød at køre mig til subic men jeg afslog da jeg synes det var et mærkeligt tilbud. Jeg fik et fint værelse til et rimeligt beløb hvor jeg overnattede og kunne sove længe uden at blive forstyrret ved morgenen ganske venligt taget i betragtning at de ofte vækker en tidligt her. Man kan ellers føle det lidt nyt i disse filippinske provinsbyer hvor der er masser af overnatningsmuligheder, men hvor de typisk er lidt små og betjeningen i orden. der var også et hotel til 50 kroner som var en rimelig god betjening men hvor jeg fandt et andet i stedet for. Da jeg vendte tilbage for at få værelset var det ikke muligt. Der var forskellige mennesker i lobbyen, hvilket gjorde det lidt besynderligt at bom der. Der var dog generelt en venlig betjening i byen og flere lokale var hjælpsomme med småting. Der var mange mænd i taxaer der tilbød mig at komme af sted og det var.

Der er så mange små gader i Malate at man bliver overrasket. Robinsons ligger som et monument på den amerikanske indflydelse, overalt i filippinerne. Der er få storcentre pga. af befolkningens fattigdom, men dem der er der er meget store. jeg holdt mig for det meste udenfor disse shoppingmalls da det jeg mest ville købe var deres siningang, hakket oksekød med ris. De lokale filippinske mænd er rolige og afdæmpede at handle med, og de genkendes nemt på deres sorte hår og brune ansigter. De er for det meste venlige og behjælpsomme hvis man mangler et sted at sove eller noget andet. De små gader er fyldt med spisesteder og små butikker der sælger det mest nødvendige, men sjældent mad i større portioner.

Busserne der kører ud af Manila kan bringe en til turistmål på under 4 timer. Det mest kendte sted er Puerto Gallere med white beach og Sabang. Det første er for rygsækkerejsende og det andet ofr sex turister, men det kan godt føles lidt som de smarte der bor på Sabang og de mindre smarte på white beach, et a og et b hold. Stranden på white beach meget pæn og stedet er charmerende. Sabang har en masse diskoteker hvor jeg boede i en lejlighed til ca 120 kr. der lå ved en sti. Jeg var i Sabang en enkelt nat før jeg tog til white beach hvor jeg synes folk var mere imødekommende for mig. Der var blandt andet en kvinde der spurgte mig hvor jeg var fra på hendes internet cafe og jeg fandt et sted at bo for 80kr. de personer der er ansat i turistindustrien i Puerto Gallera er mest af alt venlige og hjælpsomme. Der er palmer og sandstrand og white beach var ret affolket da jeg var der. Man kunne hvis man ville gå i shorts, T-shirts og sandaler. Turen fra Puerto Gallera pier i en motorcykel med sidevogn koster ca 30 kr. og man kan køre i bus eller bil fra sabang til puerto gallera by til white beach. I byen er der butikker med badetøj og internetcafeer og et stort marked med friske grøntsager og også en god restaurant. Der er der som vanligt flere ekspeditricer til at servere. Turen i båd er ret spændende fordi der er spændt potoner på siderne af en rimelig stor men alligevel smal båd. Alternativt kan man tage færgen der tager ca en time fra batangas pier til byen Calopan, der er en typisk meget lidt spændende filippinsk provins by. Der er blandt andet et rigtigt god pensionat der ligger tæt på broen i byen. Der blev jeg ført hen af en motorcykel med sidevogn på anbefaling af køreren og det var bestemt et hyggeligt lille sted bag en stor port for ca 50-60kr. Absolut anbefalelsesværdigt at tage turen til calopan og overnatte der en enkelt nat, spise en burger på burgermachine, handle et par øl i en minimart og smide sig på sengen. Man kan også vælge andre ture f.eks. til Olangapo ved Subic Bay, hvor der dog er mange flere barer med nemme piger på grund af den tidligere amerikanske flådebase. I olangapo er der nogen hoteller, men ikke mange, i 120 krs klassen med tv og udmærkede rum og sikkerhed. Jeg viste lidt opmærksomhed da nogen af dem der transporterede nyankomne godt kunne virke lidt ufine i kanten, der var da også en dreng der advarede mig mod at rejse med dem.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


Denne rejse artikel er tagget:
lonely planet Malate manila NAIA lufthavn Natividad Pasay
Kategori
Filippinerne