25 sparetips: Sådan får du råd til en ekstra ferie – hvert år

25 sparetips: Sådan får du råd til en ekstra ferie – hvert år

Ja, det er dyrt at rejse. Men kan du spare bare 35 kroner om dagen, så har du i løbet af et år mere end 12.000 kroner til drømmerejsen. Her er 25 måder at spare i hverdagen, så du får råd til en ekstra rejse hvert år.

Lad os bare komme i gang – her er de 25 sparetips, så du hvert eneste år får råd til (endnu) en drømmerejse:

  1. Lej din bolig ud, mens du er på ferie
    Brug f.eks. AirBnB til at tjene lidt ekstra, mens du alligevel ikke er hjemme. Det er ikke unormalt at kunne tjene omkring 5-800 kroner per overnatning.
  2. Sælg dine brugte ting
    Kig dig omkring – er der noget, du ikke bruger? Sikkert ikke – men det er der garanteret i dit pulterkammer, tøjskab eller i kasserne under sengen. Det er nemt at sælge brugte ting. På dba.dk kan du sælge alt mellem himmel og jord, og på Reshopper kan du sælge brugte ting og tøj til børn.
  3. Lej din bil ud, når du ikke bruger den
    Hvis der er perioder, hvor du ikke skal bruge din bil – eller din bil nummer to – så lej den ud. Du kan f.eks. bruge GoMore eller MinBilDinBil. Tjen omkring 2-500 kroner for hver dag, du lejer den ud.
  4. Køb ind i budget-butikker
    Kør til Netto / Aldi i stedet for Føtex eller Brugsen.
  5. Køb stort ind, én gang om ugen
    Undgå for mange ture til supermarkedet, hvor du impulskøber gode tilbud og andet godt.
  6. Spis en banan før du køber ind
    Så du er ikke (så) sulten og så sukkertrangen bliver stillet. Så køber du sikkert ikke lige så meget slik og kage.
  7. Tag et kort bad og spar på vandet
    Du kan også installere vandsparer i bruseren og i toilettet.
  8. Drop de dyre plasticposer når du handler ind
    Hvad betyder 2,5 kroner ekstra, hvis man alligevel handler for 500 kroner? Temmelig meget. Handler du ind 3 gange ugentligt og køber to poser hver gang, har du i løbet af et år brugt 780 kroner på plastic.
  9. Køb brugt i stedet for nyt
    Overvej at købe børnecyklen, havemøblerne eller bilen brugt. Mange ting kan lige så godt købes brugt som nye.
  10. Udnyt muligheder for samkørsel
    Kan du køre / pendle sammen med en kollega på arbejde, kan I skiftevis stå for kørsel. Skal du til den anden ende af landet, så tjek online, om andre skal samme tur. Måske kan du få nogle af dine udgifter dækket – måske kan du køre med en anden.
  11. Undgå rykkere ved at bruge betalingsservice
    Hver gang du betaler et indbetalingskort, så hold øje med om den ikke kan tilmeldes betalingsservice. Kort efter betales 90% af dine faste udgiver gennem betalingsservice, og du slipper for at betale rykkere.
  12. Indhent tilbud fra andre forsikringsselskaber
    Opstil dine forsikringer i et skema, og bed konkurrerende forsikringsselskaber om at give et tilbud, du ikke kan sige nej til.
  13. Brug dealsites til køb af overnatning, ferie eller restaurantbesøg
    Med fare for virkelig at blive fristet, så kan der være gode tilbud at finde på de mange dealsites som f.eks. SweetDeal. Skal du på restaurant, så tjek først, om der er et godt halv-pris tilbud, du kan benytte dig af.
  14. Tag udgiften – køb energisparepærer
    El-pærer er dyre, men det kan alligevel godt betale sig at udskifte sine traditionelle pærer med elsparepærer eller LED-pærer.
  15. Sammenlign priser før du køber større ting
    Før du køber elektronik, hårde hvidevarer, lamper, legetøj, værktøj mv. så brug 5 minutter på at sammenligne priserne online. Brug sites som EDB Priser og PriceRunner.
  16. Søg i tilbud fra tilbudsaviserne online
    Skal gæsterne have oksemørbrad, så tjek om nogle af dagligvarebutikkerne netop nu har tilbud på det. Brug f.eks. et website som TilbudsUgen og søg hurtigt de mange tilbudsaviser igennem.
  17. Undgå madspild
    En dansk husstand på fire personer smider i gennemsnit næsten 60 kilo mad ud om året. Du skylder både miljøet og din ferieopsparing at gøre hvad du kan, for at minimere madspild.
  18. Bag dit eget brød
    3dl vand, en halv pakke gær, lidt salt og mel røres sammen med en ske. Lad det stå natten over i køleskabet. Lav boller. Bag i ovnen 13 minutter ved 260 grader. Nu har du til 10 boller og en velsmagende besparelse på omkring 20 kroner. Gentag ugentligt i et år og spar ca. 1.000 kroner.
  19. Opsig fitnessabonnementet
    Du bruger det alligevel ikke. Løb en tur i stedet for – det er gratis.
  20. Stream musik med reklamer
    Bruger du Spotify til at høre musik, så nøjes med den gratis udgave og find dig i reklamerne.
  21. Tør tøjet på stativ i stedet for i tørretumbleren
    Tørretumbleren er en strømsluger. Har den ikke et A++ energimærke, er der i den grad penge at spare ved at tørre tøj uden for i stedet for i maskinen.
  22. Sluk på stikkontakten
    Når du ikke bruger apparaterne i hjemmet, så sluk på kontakten. Det er især vigtigt på opladere, fjernsyn, DVD-afspillere mv. Gør det til en vane hver aften.
  23. Opsig dit bladabonnement
    Du læser alligevel ikke bladet. Tegn et gratis abonnement på disse rejsemagasiner i stedet for.
  24. Indhent tilbud på internet
    Internet bruger du. Har du haft den samme leverandør de sidste 3 år eller mere, så søg lidt online og indhent tilbud fra de mange aggressive kampagner. Bed nuværende leverandør om at matche, hvis de ikke skal miste dig som kunde.
  25. Opsig dit TV-abonnement
    Og nøjes med at streame DR-kanalerne gratis.

Som nævnt til at starte med: Kan du spare bare 35 kroner om dagen, så har du hvert år mere end 12.000 kroner til (en ekstra) drømmerejse.

Ligger du inde med nogle geniale sparetips, så må du meget gerne tippe os andre i en kommentar herunder.

6 kommentarer

John Dej

Ca. 2 år siden

Gode råd, men hvordan streamer man DRs programmer gratis? Så vidt jeg er informeret, er medielicensen ikke valgfri.

Svar

Niels Peter Sørensen

Ca. 2 år siden

Hej John, Tak for det. :-) Nej, medielicensen kan man jo ikke rigtig undgå. Punktet gik nok også mest på at spare penge på at opsige sit TV-abonnement. Du kan streame alle DR's kanaler her: https://www.dr.dk/tv/live/dr1/

Svar

E.E.

Ca. 2 år siden

Ved du så også om man også kan streame tv2 på den måde eller andre tv-kanaler?

Svar

Niels Peter Sørensen

Ca. 2 år siden

Du kan godt streame TV2-kanalerne, men ikke gratis som DRs. Se mere her: http://play.tv2.dk/live/#tv-2. Du kan jo streame så godt som alle kanaler, men så vidt jeg ved, er det kun DRs, der er gratis.

Svar

Tanya

Ca. 1 år siden

Rigtig gode rejseråd! Man kan altid spare lidt hist og her, når man rejser :-)

Svar

Andreas P

Ca. 7 måneder siden

Virkelig gode råd og besparelserne giver jo bare anledning til endnu flere rejser! ;) /// Andreas

Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


Denne rejse artikel er tagget:
airbnb dba gomore minbildinbil reshopper sweetdeal