Top-10: Murphys lov som turist
Murphys lov dikterer, at hvis noget kan gå galt, vil det gå galt. Det gælder i alle livets facetter, også hvis du skal på ferie eller rejse. Som turist er man på udebane, og man vil dermed være ekstra sårbar over Murphys lov. Skal du snart en tur ud med rygsækken eller kufferten, kan allerede her blive klar over, hvad der kommer til at gå galt.
Som turist vil man komme ud for situationer, der kræver et positivt sind og masser af tålmodighed. Man løser som regel altid de problemer, der opstår, men samtidig bliver man overrasket over, at man virkelig kan være SÅ uheldig.
Skal du snart på ferie eller ud at rejse, bør du læse nedenstående liste med en top-10 over de uheld og situationer, som man som turist med garanti kommer ud for. Det står simpelthen mejslet ind i universets regler, og der er intet hverken du eller jeg kan gøre ved det. Med andre ord: Sådan er det bare at rejse.
Top-10: Murphys lov som turist – sådan er det at rejse
- Dine dyrtkøbte flybilletter vil altid falde i pris, efter du har købt dem. Sådan er det bare. Lad derfor være med at tjekke fly-priser, efter du har haft læderet op af lommen – du bliver bare ærgerlig.
- Souvenirs og varer vil altid være billigere i den næste butik. Uanset hvilken pris du ender med at købe til. Den næste butik er. Bare. Billigere!
- Hvis du går videre for at finde en vare endnu billigere, vil du aldrig støde på varen igen. Det er tilsyneladende det eneste eksemplar i byen.
- Du ender med at gå i timevis for at finde den helt rigtige restaurant. Du finder den ikke. Du finder i stedet en turistfælde med middelgod mad og alt for høje priser. Når du har spist og betalt ligger drømme-restauranten selvfølgelig 1 minuts gang derfra. (Var man gået videre det ekstra minut, havde der ligget en 7Eleven)
- Når du endelig får taget dig sammen til at forsøge dig på lokalsproget, vil du tale med en af de få lokale, der kan flydende engelsk (eller dansk).
- Du kommer til at fare vild, mens du har 15+ kg på ryggen og nøje følger et kort. Når du trasker rundt i klip-klappere halvfuld og kun med en svag fornemmelse af tid og sted, går du direkte hjem af en smutvej, som i øvrigt ikke eksisterer dagen efter.
- De bedste attraktioner vil enten have lukket eller være overrendt af andre turister lige præcis den dag, du har planlagt at besøge dem. Derudover går den offentlige transport tilbage pludseligt meget uregelmæssigt.
- Når du pludselig bliver syg (og det bliver du) så har apoteket lukket. Derudover er sygdommen betinget af de ting, du ikke har pakket. Glemt hovedpinepiller? Så får du migræne.
- Ting der bliver væk, dukker først op igen, når det lige præcis er for sent. Mister du hotelnøglen, finder du den igen i taxaen på vej mod lufthavnen – når du har betalt hotellet for en ny.
- Jo billigere dit hotel er, jo større er chancen for, at der er gratis WiFi, god service og en fantastisk morgenmad. Går du all-in på et dyrt og flot hotel, skal du betale ekstra for det hele. Og morgenmaden består af toastbrød med marmelade og smør i små firkanter.
Hvis nogen kan modbevise ovenstående 10 punkter, hører jeg gerne om det i kommentarerne. Jeg er desuden sikker på, at der findes langt flere af disse absolut uundgåelige situationer, når man rejser. Kender du til flere regler, så skriv dem endelig som en kommentar.
God vind på rejsen. (Det hjælper ikke noget, men alligevel!)
Én kommentar
Niels Sørensen
Ca. 11 år sidenAh ja - denne må ikke undlades: Du kommer altid til at vente mest muligt. Når du er i god tid til toget, bussen eller færgen, kommer du til at vente ekstra længe, da afgangen er forsinket. Når du kommer præcist til tiden, vil det ikke være tids nok, og du skal vente på den næste afgang, der selvfølgelig går senere, end den bør.
Svar