Tag din bærbare computer sikkert med på rejsen
Overvejer du at tage din laptop med på ferien eller rejsen men er i tvivl om, hvordan du opbevarer den og i øvrigt håndterer den undervejs? Denne artikel giver dig 15 gode råd, når du tager udenlands med en bærbar computer.
For mange er det nyttigt eller nødvendigt at tage sin bærbare computer med sig på ferie eller på rejsen. Fordelene er bl.a., at man let kan komme på internettet eller overføre sine feriebilleder. Her er 15 gode råd til at tage sin bærbare computer med sig – sikkert og ubemærket.
Rejs sikkert med din bærbare computer
- Pak ikke computeren ned sammen med din store baggage, men tag den med dig som håndbagage. Læg den op på båndet, når du når til sikkerhedstjek, og hav den ved dig, når du flyver. På den måde sørger du selv for, at den bliver behandlet godt under selve rejsen.
- Lad computeren fuldt op inden du tager ud til lufthavnen. Nogle gange kræver sikkerhedspersonalet, at maskinen startes op og tændes, så de kan se, at den fungerer som den skal og ikke skjuler noget.
- Skal du have en ny rygsæk eller taske, kan du overveje, om du har behov for et specielt og ekstra sikkert rum til bærbare computere.
- Lad aldrig laptoppen stå for sig selv – ikke engang på lufthavnstoilet i 5 minutter. Lad ikke andre fremmede mennesker passe på den, og nævn ikke over for fremmede, at du rejser med en sådan værdigenstand.
- Benyt et etui, der ikke nødvendigvis afslører, at det indeholder en bærbar computer. På den måde minimerer du risikoen for tyveri.
- Overvej altid om du er et sted, hvor du har lyst til at tage computeren frem foran andre. I nogle lande skal man være ekstra påpasselig, og her er det måske det bedste, kun at bruge computeren på hotelværelset.
- Medbring et ekstra batteri. Skal du undervejs i mange timer, kan det være nødvendigt med et ekstra, fuldt opladt batteri.
- Undersøg hvilken type strøm og strømstik der anvendes i det land, hvor du rejser. Køb en adapter, hvis det er nødvendigt – og køb den inden du ankommer til lufthavnen, hvor den koster 2-3 gange så meget, som andre steder.
- Tag backup af alt vigtig data på maskinen inden afrejse. Der er alt andet lige større risiko for tyveri eller uheld, når du rejser.
- Hav styr på dine forsikringer inden afrejse. Tal med dit forsikringsselskab eller søg på nettet, så du ved, hvad du skal gøre, hvis uheldet er ude.
- Tag den ikke med dig i byen. Skal du til fest eller på restaurant om aftenen, hvor du planlægger at få lidt rødvin, så lad computeren blive hjemme. I visse lande er tyvene mestrer i at udpege halvberusede turister, og så kan du meget vel komme op af metroen eller ud af bussen uden din computer.
- Når du er fremme, kan du indstille dato og tid på maskinen. Dermed sikrer du, at du ikke tager fejl af et tidspunkt, fordi du har set på computerens ur.
- Tag backup undervejs. Ligesom det er ærgerligt at miste et SD-kort fuld af feriebilleder, er det ærgerligt at miste en harddisk fuld af billeder eller dokumenter. Tag derfor backup undervejs, upload filer til internettet eller læg billederne på en ekstra harddisk eller USB-pen og gem denne et andet sted end computeren.
- Benytter du offentlige WiFi-netværk, så vær opmærksom på, at andre muligvis også vil benytte disse – og at de med lidt fingerfærdigheder også kan følge med i, hvad du foretager dig online.
- Bruger du Facebook på et (offentligt) WiFi-netværk, så slå sikker browsing til. Det gøres under Konto -> Kontoindstillinger -> Sikkerhed -> Sikker browsing. Det gør det sværere for andre at opsnappe det, som du på Facebook foretager dig.
Ingen kommentarer