Italiens fodbold­passion: ekstremt og fascinerede

Skrevet af Claus Bermann

Den første i Bergamo, mellem de lokale helte fra klubben Atalanta og hovedstadsklubben AS Roma. Den anden kamp, er en kamp jeg har drømt om at se lige siden, at jeg i starten af 90’erne, som dreng, brugte hver søndag eftermiddag foran TV’et og fulgte italiensk fodbold, nemlig kampen mellem de to populære Milano­klubber; AC Milan og FC Inter.

Jeg tilstår ærligt, at jeg er forelsket i Italien og at formålet med rejsen også var at opleve endnu mere af landet og kulturen. Begge kampe viste sig, på hver deres måde, at give mig endnu mere indsigt i Italien anno 2014 og et kort glimt af den italienske folke­passion for fodbolden. Jeg driver rejseguiden visitfootball.dk, ​med fokus på fodboldrejser, derfor var rejsen også research i en arbejdsmæssig forstand.

Rome is Rome

Italien er som mange måske ved, delt i to. Ikke officielt, men ihvertfald mentalt hos italienerne. Lidt groft kan Italien deles op i nord og syd. I Norditalien findes industri, jobs og velstand, mens man i Syditalien kæmper med fattigdom, arbejdsløshed og kriminalitet. Når man har lavet denne lidt grove opdeling af landet, er der faktisk også en helt tredje del, som er helt sin egen. Nemlig Rom. Geografisk er byen placeret nogenlunde midt i landet.

Som interesseret i landet Italien, diskuterede jeg en dag netop dette med min tidligere italienske kollega, Alberto, som er fra Milano og nu bor i København. Jeg spurgte ham om Rom regnes som en del af Nord­ eller Syditalien? Hans svar var ganske kontant “Rome is Rome” og uddybede “according to people from Rome, they live in the greatest city in the world. They don’t give a f… about the north or the south”.

Man skal altså ikke tage fejl af den romerske stolthed, grænsende til en arrogant selvopfattelse. Tag ikke fejl. Jeg elsker både Rom og romerne. Det ændre dog ikke på min kollegas opfattelse af hvordan tingene hænger sammen. At romerne “don’t give a f….” som Alberto udtrykte det, er måske en overdrivelse. Noget som dog ikke kan overdrives er italienernes passion for fodbold. Netop på tribunerne til de italienske fodboldkampe, kommer de mest primitive, men dog ofte mest dybtfølte følelser til udtryk. Således også oplevet på egen hånd til kampen mellem Atalanta og AS Roma på Stadio Atleti Azzurri d’Italia.

Hvis vi spiller videre, slår de os ihjel

Bergamo er en smuk by for foden af Alperne med ca. 120.000 indbyggere. Den ligger i Norditalien og den lokale stolthed er stor. Selvom byen er velhavende og på ingen måde er plaget af kriminalitet i samme stil som byer i Syditalien, havde flere italienske venner advaret mig om turen dertil for at se fodbold. Bergamo er normalt utrolig fredelig og sikker. Men til fodbold skifter de lokale tilskuere karakter. Før turen talte jeg, som nævnt, med et par italienske venner i København, som fortalte at turen til Bergamo var en af de farligste i Italien for udeholdets fans – kun Napoli var farligere og i øvrigt i sin helt egen kategori. Overrasket og interesseret i at vide mere, begyndte jeg før turen at læse lidt op på Bergamo og deres berygtede fans. I Italien går de mest hardcore fans under betegnelsen ultras.

De italienske ultras har en ufatteligt og utroligt magt i deres respektive klubber. En magt som de bruger til at yde indflydelse på alt hvad der foregår i klubben. Efter danske forhold er det en ubegribelige stor magt og historierne om hvordan de forskellige ultras-grupper gennem tiden har udøvet denne magt, kan forbavse de fleste danskere.

Et eksempel er fra 2012, hvor ultras fra klubben Genoa var så utilfredse med resultaterne på banen og spillernes præstationer, at de midt i anden halvleg af en kamp, simpelthen afbrød kampen og forlangede, at alle spillerne afleverede deres trøjer. Hvilket utroligt nok skete. Spillerne gik med nedbøjede hoveder ud til Genoas ultras og afleverede deres spilletrøjer.

I 2004 viste ultras fra AS Roma deres utrolige magt, ved at få afbrudt en af de største kampe i italiensk fodbold, nemlig lokalopgøret Derby della Capitale mod SS Lazio. Under kampen gik der rygter på tilskuerpladserne om at politiet havde kørt en dreng ned og havde dræbt ham lige før kampstart (hvilket senere viste sig at være usandt). Disse rygter spredte sig til Romas magtfulde ultras, som bestemte sig for at få kampen standset. Herefter fulgte ubegribelige scener i betragtning af kampens betydning. Tre mænd fra Romas ultras gik direkte ind på banen, fik fat i Roma berømte anfører Francesco Totti og fortalte ham i meget klare vendinger at kampen skulle standses og ikke spilles færdig. Utroligt nok skete præcist dette. Foran 70.000 tilskuere på Stadio Olimpico, verdenspressen og millioner af tv-seere, stod spillerne, dommeren, det italienske fodboldforbund, klubberne og politiet magtesløse over for kravet fra Romas ultras. Kampen blev ikke spillet færdig. Et meget berømt citat fra kampen stammer netop fra Romas anfører Totti, efter han har talt med de tre mænd, råber han ud til Romas træner Fabio Capello “hvis vi spiller videre, slår de os ihjel”.

Atalanta vs. Roma

Kampen mellem Atalanta og Roma, den lørdag aften i november 2014, blev for mig en oplevelse af den italienske passion for fodbold og de følelser det medfører. Vi havde fået billetter på langsiden af stadion. Atalantas berygtede ultras fyldte hele den ene endetribune på stadion, mens Romas fans bogstaveligt talt var hegnet totalt inde i et bur i den anden ende. Jeg skal spare læserne for trivielle detaljer fra selve kampen, men blot konstatere at det mest “underholdende” på stadion fandt sted uden for banen. Romas fans brugte det meste af kampen på at kaste romerlys og kanonslag over det ti meter høje hegn som omkransede dem, efter tilfældige Atalanta fans på den anden side. Atalantas fans var ikke sene til at kaste diverse kasteskyts tilbage, samt bruge stort set alle 90 minutter på at hånligt gestikulere tilbage mod Romas fans.

Før kampens begyndelse var tilskuerne omkring os nydelige og velklædte italienske herrer. Som kampen skred frem, forvandlede de sig mere og mere følelsesmæssigt, hvilket kulminerede da kampen sluttede med et 1-2 nederlag til hjemmeholdet, hvor flere ældre herrer på omkring 60 år dels råbte de værste gloser fra det italienske sprog efter Romas trænerbænk og samtidig forsøgte at forcere det 2 meter højde glas hegn som omkranser banen, for at komme ind og korporligt “fortælle” de romerske spillere og trænere hvad de synes om dem. På samme tid underholdende, overraskende og fascinerende. Hele stadion viste den slags følelser og da vi forlod stadion var ikke i tvivl om at romere, bestemt ikke er velkomne til Bergamo. Dagen efter kunne vi via medier og aviser læse og frem til, at der efter kampen havde været alvorlige gadekampe mellem Atalantas ultras og politiet.

Derby della Madonnina

Lørdagens kamp mellem Atalanta og Roma, havde bekræftet at der hersker en enorm lokalpatriotisk stolthed i Italien, som især kommer kraftigt til udtryk til fodboldkampe. Vi så derfor spændte frem mod søndagens kamp mellem de to Milano-klubber, Milan og Inter. Kampen kaldes Derby della Madonnina, med reference til statuen af Jomfru Maria på toppen af Milanos berømte katedral Duomo.

Ethvert lokalopgør i fodboldens verden bringer naturligt mange følelser i kog. Især blandt klubbernes mest dedikerede tifosi og ultras. Via mine tidligere nævnte italienske venner havde vi fået billetter til kampen og fået en masse interessant baggrundsviden omkring kampen. Normalt betyder lokalopgør, et massivt politiopbud og risiko for tilskuerballade. Således havde vi selv oplevet noget grænsende dertil dagen før og tidligere har jeg været til lokalderbyet i Rom, mellem Roma og Lazio – et opgør som er kendt for at medfører tilskuerballade. Sådan var det dog ikke i Milano. Med interesse for italiensk kultur generelt var det interessant at få baggrundsviden omkring kampen. Alberto, som jeg tidligere har nævnt er fra Milano og glødende Milan-fan. Han uddybede situation i Milano for mig.

I Milano har ultras fra de to klubber indgået en officielt fredsaftale, hvilket betyder at kampene forløber fuldstændig uden ballade. Til glæde for alle. I 1990’erne havde balladen mellem de to klubbers fans eskaleret ud af kontrol, hvilket var stressende for de to klubbers ultras, når de boede i samme by og ofte mødte hinanden i tilfældige daglige situationer. På et tidspunkt beslutter de to klubbers mest hardcore ultras-grupper sig for at begrave stridsøksen og slutte fred. Når man kender italiensk temperament og passion for fodbold kan dette måske undre. Således undrede det også undertegnede og jeg spurgte min ven ind til dette. Han forklarede, at det faktum at de to klubbers fans gode forhold (ikke at forveksle med decideret venskab) til hinanden skyldes to primære ting. Først og fremmest forsikrede Alberto mig om, at noget lignende aldrig ville komme på tale i Rom mellem klubberne dernede. Med hans egne ord forklarede han det således “I Milano er vi mere civiliserede end i Rom og har for god stil at rende rundt og slås med hinanden”. Derudover kaldes kampen også for “kusine-derbyet”, med reference til at mange af de to klubbers fans er i familie med hinanden. I alle familier er der både Inter- og Milan-fans, hvilket lægger en dæmper på hvor meget stridighederne udvikler sig.

Da vi tog mod stadion San Siro i udkanten af Milano, den søndag aften, blev det også tydeligt for os hvad min ven mente. Overalt fulgtes Inter- og Milan-fans sammen til kampen i venskabelig ånd. Dét så jeg ihvertfald ikke i Rom. Politiet var tilstede ved stadion, men stemningen var anderledes afslappet end til det derby jeg oplevede i Rom, hvor de to klubbers tilskuere var totalt adskilt af både afspærringer og store politistyrker.

Kampen endte 1-1 og var en utrolig oplevelse. San Siro stadion har plads til 85.000 tilskuere og er bygget så højt, at jeg flere gang har oplevet folk med højdeskræk få gelé i benene på vej op af tribunerne. De to klubbers mest fanatiske tifosi og ultras er placeret i hver deres ende (curva), af stadion og leverede begge en helt fantastisk lydkulisse, samt flotte visuelle indtryk.

Forståelse gennem fodbold?

Afslutningsvis kan læseren måske spørge sig selv, hvorfor er disse detaljer omkring tilskuere, ultras og fodbold interessante? Hvorfor bruger jeg tid på at fortælle om dette? Det er interessant fordi, det er med til at fortælle historien om de kulturelle forskelle på mentaliteten i Italien, herunder især Milano og Rom. Jeg bruger tid på det, fordi fodbolden har været min genvej til indsigt i det italienske samfund og forståelsen heraf – uden jeg gør mig nogen forestilling om, at jeg forstå Italien til fulde – dét gør jeg ikke.

Passionen for fodbold er generel for store dele af det italienske samfund, mens den ekstreme ultras-kultur uden tvivl er en subkultur, som ikke repræsentere det italienske samfund som helhed. Det paradoksale er dog dens tydelige indflydelse, ofte udøvet gennem vold eller truslen herom – netop dét gør den interessant og fortæller en historie om landet.

Overalt hvor jeg rejser, prøver jeg at komme under huden på samfundet og kulturen, for at forstå det bedre. Jeg elsker fodbold og det har ofte været min indgangsvinkel til nye lande og byer. Herunder især også Italien, som uden sammenligning er det land som fascinerer mig mest. Jeg kan anbefale, at opleve fodbold i Italien og alt hvad der hører med at omkring – på godt og ondt. Slutteligt kan jeg forsikre, at det absolute ikke er farligt at tage til fodbold i Italien.