Guide: Lav selv dit pasfoto

Det er faktisk ikke så svært selv at lave sit pasfoto, som du derefter kan bruge i dit pas eller kørekort. Alt du skal bruge er 5 minutter, et digitalt kamera og nogle retningslinjer, så du sikrer dig, at du overholder den danske lovgivning om pasfotos. Her får du en guide til selv at lave dine pasfotos.

En af de vigtigste forberedelser til din ferie er at tjekke, at dit og resten af familiens pas ikke er udløbet.

Tjek derfor udløbsdatoen direkte i passet, husk på at nogle lande (såsom Thailand) kræver, at et pas skal være gyldigt i 6 måneder fra indrejsedatoen samt at pas udløber forskelligt afhængig af, hvor gammel man er: Pas til børn fra 0-24 måneder gyldigt i 2 år, pas til børn og unge mellem 2 og 18 år er gyldigt i 5 år og pas til voksne er gyldigt i 10 år.

Mange glemmer, at et pas til børn og småbørn udløber oftere end til voksne, og så skal det pludselig gå stærkt med at få bestilt et nyt pas.

Desværre er det ikke helt billigt, at få taget pasfotos hos professionelle eller hos en fotohandler. Det koster som regel mellem 100-200 kroner – og det er en helt unødvendig udgift. Du kan nemlig selv lave dit pasfotos i løbet af ganske få minutter.

Sådan laver du selv et pasfoto

Princippet er enkelt: Tag et godt billede med et digitalkamera, modificer billedet i et billedbehandlingsprogram og print det ud.

Føler du dig ikke helt tryg i et billedbehandlingsprogram kan det anbefales at bruge et website til at modificere og beskære billedet og samtidig sende det til tryk.

Retningslinjer for pasfotos

Her finder du retningslinjerne for hvordan et pasfoto til pas og kørekort skal være. Det kan se ud som om, at der er mange regler, men i virkeligheden er langt de fleste regler sund fornuft. Læs reglerne herunder, og tag så dit billede.

Personen på billedet

  • Der må kun være én person på billedet
  • Bruger du briller, skal du sørge for, at øjnene er helt fri af stellet og at glassene ikke har toner eller reflekser
  • Øjnene skal være rettet mod kameraet og være helt synlige
  • Munden skal være lukket – man må dermed ikke smile så tænderne kan ses.
  • Hovedbeklædning tillades kun af religiøse grunde. Pande, hage og kindben skal uanset hvad være synlige.

Baggrunden

  • Baggrunden skal være ensartet og i lys farve
  • Der må dermed ikke være forløb eller skygger i baggrunden af billedet.

Kvalitet og teknik

  • Billedet skal være i farve eller helt sort/hvid. Der skal være jævn belysning uden skygger i ansigtet.
  • Billedet skal være i god kvalitet og i høj opløsning. Det kan langt de fleste digitalkameraer og fotoprintere i dag sagtens leve op til.
  • Billedet skal være vellignende
  • Billedet skal tages lige forfra og være egnet til indskanning.
  • Formatet skal være 35mm x 45mm.
  • Hovedet skal fylde mellem 30-36mm på billedet. Ansigtet skal være helt synligt og det samme skal det øverste af skuldrene.

Du kan finde det offentlige dokument fra politi.dk om reglerne for at tage pasfotos her (pdf).

Pasfotos til andre lande

Er du i gang med at fremstille pasfotos som f.eks. skal bruge på et Visa on Arrival, så er det vigtigt, at du forinden undersøger reglerne for pasfotos i det pågældende land. Selvom mange af retningslinjerne går igen fra land til land, kan der i udlandet være særlige regler.

Ingen kommentarer

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


Kategori
Rejse-teknologi