Hamborg med børn – lille rejseguide til miniferie i Hamborg

Hamborg med børn – lille rejseguide til miniferie i Hamborg

I juli måned tog vi på miniferie i Hamborg med vores to børn på 2,5 og 5 år. Vi havde tre skønne dage, hvor de gratis og mere spontane oplevelser faktisk passede os bedre end de ting, vi havde planlagt hjemmefra. Alt i alt er Hamborg et godt bud på en storby lige i nærheden, som også har mange gode tilbud til børn. Her kan du læse, hvad vi lavede og hvilke oplevelser, der fungerede godt for os.

Vi havde en ret kort sommerferie sammen i år alle fire, og da “sommer”-vejret i Danmark var gråt og regnfuldt, trængte vi til at der skulle ske noget.

Så vi tog en hurtig beslutning, bookede tre nætter på et hotel og kørte til Hamborg sidst i juli måned.

Mange af hotellerne helt i centrum af Hamborg var fuldt bookede, da vi var ret sent ude,  men vi endte på et rigtig fint 4-stjernet hotel med morgenmad: Novotel Hotel Hamburg City Alster, ca. 2 km fra centrum og lige ud til U-bahn.

Hotellet kostede 4.100 kroner for tre nætter inkl. morgenmad, gratis minibar og badekar: Tre ting, der var med til at give lidt ferie- og luksusfølelse for både store og små på vores tur til Hamborg med børn.

Derudover havde vi tilvalgt sen check-out på sidstedagen – for 200 kroner ekstra havde vi hotelværelset til kl. 17 i stedet for 11. Vi gjorde det mest for at holde muligheden åben og for at undgå tidspres. Det gider vi ikke, når vi er på ferie.

Turen derned i bil gik uden de store problemer. Med offline-indhold i Netflix på ungernes iPads og et par stop undervejs, gik de knap 4-timers kørsel nemt, og især vores største på 5 år var spændt og glad for, at vi skulle på en spontan miniferie.

Vi ankom til hotellet om eftermiddagen og parkerede bilen på hotellet.

Belært af andre ture, ved vi, at rejsedage er hårde for børn, så vi bestilte noget mad til levering på hotellet og hyggede os ellers bare med spil og fjernsyn indtil sengetid. Maden blev bestilt gennem Tysklands svar på Just-Eat, nemlig Lieferando (find app’en i app-store) Her fandt vi det mad vi ville have, og tastede simpelthen bare adressen på hotellet ind, og 30 minutter senere var der döner, pommes fritter og salat til alle. Nemt.

Alter Elbtunnel ved Landungsbrücken

Efter morgenmad tog vi U-bahn ned til Landungsbrücken, som er stoppet ved den gamle Elbtunnel i Hamborg: Alter Elbtunnel.

Her tog vi elevatoren ned og gik en tur frem og tilbage i den gamle tunnel, som åbnede i 1911. Der knap 500 meter over til den anden side, så det passer perfekt til en lille gåtur med ungerne.

Det er gratis at gå igennem Alter Elbtunnel. Vil man køre i bil, foregår det på bestemte tidspunkter på dagen, da der kun er plads til én bil, og så koster det noget. Der er dog ingen grund til at køre, da det er sjovere at gå. En fin lille oplevelse – og ungerne synes det var sjovt at gå under vandet.

Alter Elbtunnel i Hamborg

Efter turen i Der Alte Elbtunnel gik vi lidt langs havnen og derefter ind i byen. Området omkring Landungsbrücken er hyggeligt og perfekt til en frokost eller kop kaffe på en hyggelig restaurant eller café. Vi fandt et hyggeligt sted til en kop kaffe / varm kakao hvor ungerne også fik lidt mad, og gik derefter hele vejen tilbage til hotellet – klapvognen blev flittigt brugt, når de mindste ben ikke kunne gå mere.

Om aftenen spiste vi god vietnamesisk mad på Pho Duc. Hvem siger, man behøver spise tysk, selvom man er i Tyskland – og vi elsker asiatisk mad. Ungerne fik forårsruller, og vi fik to meget gode wokretter. God mad og rar betjening lige i nærheden af hotellet.

Die Roten Doppeldecker og Planten un Blomen

På dag nummer 2 tog vi en rundtur med den røde dobbeltdækker-bus – die Roten Doppeldecker – hvor man kan hoppe af og på 29 steder i Hamborg. Det kostede 33 euro for os alle fire.

Vi sad øverst i bussen, og da vejret var skønt blev taget rullet af. Luft i håret og bustur i dobbeltdækker-bus, var noget der passede vores 5-årige. Dog larmede den tysktalende guide en del – men det var bedre, hvis man ikke sad aller forrest ved højtalerne.

Vores første stop blev hos parken Planten un Blomen. En grøn oase midt i Hamborg med en enorm legeplads, hvor vi var omkring 2 timer. Det var måske de bedste 2 timer på turen for vores børn og kan klart anbefales til andre, der skal til Hamborg med børn! Hvis man bor på Hotel Radisson Blu, ligger legepladsen kun en kort gåtur væk.

Planten un Blomen Planten un Blomen

Legepladsen i Planten un Blomen bød på masser af udfordringer og sjov både for den 2-årige og den 5-årige. Her var mulighed for at klatre, rutsje, gynge og lege med vand – sprøjte, pumpe, sluser og meget andet. Der var nok omkring 50-70 børn på legepladsen uden den føles overfyldt – det siger noget om størrelsen på den.

Og hele vejen rundt om legepladsen var der meget taktisk opsat bænke til forældrene. Derudover er der toilletter og mulighed for at købe en is og en kaffe.

Efter et par timers intensiv leg, gik turen igennem de mere grønne områder i Planten un Blomen og herefter videre til banegården Hamburg Dammtor, hvor der var rig mulighed for at få lidt nem og sund mad.

Planten un Blomen Planten un Blomen

Efter frokost tog vi med Die Roten Doppeldecker ned til havneområdet, som vi gerne ville se i solskin også. Senere tog vi endnu et par stop med bussen og så hjem til hotellet godt trætte efter en dag med masser af aktivitet. Her slappede vi af resten af dagen.

Miniatur Wunderland og kanalrundfart – næsten da

Den sidste dag skulle byde på en tur i det berømte Miniatur Wunderland efterfulgt af en kanalrundfart, som vi dog ikke kom på, da den mindste ikke havde energien til det.

Da vi inden turen hjemme i Danmark lavede lidt research på en miniferie til Hamborg med børn, bliver Miniatur Wunderland nævnt som det første og bedste så godt som alle steder online. Alle skriver, at det er intet mindre end fantastisk og at børn elsker det – så det skulle vi selvfølgelig også opleve.

Vi købte billetter online hjemmefra, for at undgå kø ved indgangen, hvilket der ellers kan nemt kan være i op til 90 minutter, kunne vi se på deres hjemmeside. Samtidig købte vi billetter til en kanalrundfart, som skulle afgå 300 meter fra Miniatur Wunderland.

Ifølge Miniatur Wunderlands hjemmeside, lukker de kun så mange folk ind, at det stadig er en god attraktion for alle. Vi synes dog, at der blev lukket alt for mange ind, og det tog hurtigt energien fra vores børn. Efter 1 time orkede de (og vi) ikke menneskemængden mere, og vi gik mod exit. Og det var selvom vi ankom kl. 9.30 – et tidspunkt, der ikke skulle være voldsomt mange mennesker.

Miniatur Wunderland Hamborg Miniatur Wunderland Hamborg Miniatur Wunderland Hamborg

Der er ingen tvivl om, at Miniatur Wunderland er en rigtig god attraktion. Der er så mange detaljer og ting at kigge på. Og det er en god detalje, at lyset over modelverdenen skifter mellem “dag” og “nat”. Men der var efter vores mening for mange mennesker, og det tog glæden fra besøget, desværre.

Efter vores smut i Miniatur Wunderland var vores mindste så træt og sur, at vi besluttede at droppe kanalrundfarten for at tage hjem på hotellet og slappe af, før turen igen gik hjem.

Her blev vi glade for tilkøbet med den sene check-out – ingen stress, masser af afslapning og så hjem igen.

Næste gang vi tager på storbyferie med børn, køber vi nok ikke sådanne billetter hjemmefra – slet ikke til en attraktion, der ligger til sidst i ferien. Så kan vi bedre vurdere, om alle har energien, når vi når til selve dagen.

Alt i alt var vores spontane miniferie med børnene til Hamborg rigtig, rigtig god.

Hamborg er en god by til en miniferie med familien og det var dejligt at se byen og være sammen i nogle nye omgivelser end hjemme.

4 kommentarer

Berlinblog.dk

Ca. 6 år siden

Skønt. Hamburg er en fantastisk by :-)

Svar

Tine

Ca. 5 år siden

Nej, hvor ser Hamborg bare fin ud :D

Svar

Caspoer

Ca. 4 år siden

Der blev Hamborg da lige tilføjet som en kommende rejsedestination :)

Svar

Jakob

Ca. 1 år siden

Har samme oplevelse ift. Miniatur Wunderland. Havde heldigvis også bestilt billetter hjemmefra i en efterårsferie - men museet var pakket. Vi havde små børn med, så meget svært for dem at komme til at se noget. Når det så er sagt, er det et fedt sted for børn. Det skal opleves i Hamborg. Men overvej at besøge Wunderland på et skævt tidspunkt med lidt færre turister.

Svar

Skriv en kommentar

Din e-mail-adresse vil ikke blive offentliggjort.


Denne rejse artikel er tagget:
børn hamburg
Kategori
Tyskland