Maveonde og solopgang ved Angkor Wat

Vi ankom til Siem Reap med bus fra Phnom Pehn efter 6 timer med cambodjansk karaoke-musik. Ser man bort fra musikken, der efter kort tid blev ret enerverende og en ulmende uro i maven, så var busturen en billig og fin måde at nå fra Phnom Pehn til Siem Reap og samtidig opleve den mere landlige del af Cambodja.

Ankomsten husker jeg bedst som støvet og hektisk. Som forventet blev vi imødekommet af en gruppe “touts” – lokale, som forsøger at overtale turisterne om, at de bør bo hos dem, opleve deres guidede ture, køre med dem til deres hotel osv. Det sædvanlige trummerum.

Vi havde på forhånd fået anbefalet et guesthouse, som vi i en taxi satte kursen mod. På vejen til vores guesthouse (der i øvrigt ikke var en anbefaling værd) kunne vi hurtigt fornemme, at Siem Real er Cambodjas hurtigst voksende by – en by som lever for og af de tursiter, der er rejst fra hele verden for at opleve templerne ved Angkor, præcist ligesom vi selv var der.

Det mest kendte af templerne, Angkor Wat, har lige siden Khmer-rigets storhedstid i 1100-tallet haft indflydelse på ikke bare Cambodja, men store dele af Sydøstasien. Besøger man i dag Grand Palace i Bangkok vil man se en detaljeret model af Angkor Wat af samme type, som man kan se i Phnom Penhs svar på Grand Palace, Royal Palace. På det cambodjanske flag er der i øvrigt en illustration af Angkor Wat, for at understrege landets vigtigste kendetegn. Da vores rute forinden netop indeholdt et besøg til både Grand Palace i Bangkok og Royal Palace i Phnom Penh, var vi godt spændte på at se  Angkor Wat og de øvrige templer i virkeligheden.

Efter at have fået nøglen til vores værelse tog vi ind til byen for at tømme byens apotek for mavelindrende håndkøbsmedicin. Vi spiste lidt mad – så meget som maverne tillod, og gik tidligt i seng i håb om at vågne med maver, der havde genfundet deres balance.

I kapløb mod solen på vej til Angkor Wat

Håndkøbsmedicinen havde dog ingen effekt. I løbet af natten tog problemerne med maven til og af en gruppe på 3 døjede 2 af os gevaldigt. Der var dog ingen anden udvej end at klemme ballerne sammen (bogstaveligt talt) og stå op kl. 4.30, da vi skulle med knallerttaxi ud til Angkor Wat for at se solen stå op bag det enorme tempel.

På vej til Angkor blev vi hurtigt klar over, at oplevelsen der ventede forude skulle deles med ganske mange andre turister. Jo nærmere vi kom Angkor, jo flere taxier og knallerttaxier samledes der på vejen.

Efter at have kørt få hundrede meter på en lang lige vej op mod templet begyndte vores knallerttaxi at hoste og sprutte. Vores chauffør (som arbejdede på vores guesthouse) hoppede af og begyndte at inspicere motoren. Det gik dog hurtigt op for ham, at motoren ikke fejlede noget. Knallerten manglede derimod bare benzin. Og der var ikke andre taxier eller knallerter, der havde tænkt sig at stoppe for at hjælpe til – alle havde kursen mod Angkor Wat i kapløb med solen, som snart begyndte at titte frem.

Minutterne gik og vi blev mere og mere nervøse for, at oplevelsen med solopgang bag Angkor Wat ville gå tabt. Vores uforberedte chauffør forsøgte at berolige os, men efter 10-12 minutter begyndte vi at lade vores frygt for at gå glip af oplevelsen skinne igennem. Men vi kunne ikke gøre andet, end at krydse fingre for, at nogen ville stoppe og hjælpe.

Det skete heldigvis også. Pludselig stoppede en anden knallert ved siden af vores og rakte vores chauffør en halvandenliter sodavandsflaske med noget gulligt indhold – benzin. Vi tror han var kørt hele vejen fra vores guesthouse, for vi ventede langs kanten af vejen i ca. 15-20 minutter. Solen var så småt ved at stå op, men vi fik hældt flaskens indhold på knallerten og derefter var vi afsted igen. Måske kunne vi nå det alligevel.

Der gik ikke mere end 5-10 minutter før knallerten med os bagpå parkerede ved indgangen til det mægtige tempel. Vi nåede det – i hvert fald næsten. Solopgangen var i fuld gang, så vi skyndte os ind mod det område, hvor turisterne blev samlet for at stå ansigt til ansigt med det absolutte centrum af det enorme rige, der eksisterede i mange århundreder – fra 802 til 1431 – og som strakte sig fra nutidens Laos, Thailand, Cambodja og Vietnam.

Sammen med de øvrige turister – som faktisk var færre en frygtet – iagttog vi solen stå op bag Angkor Wat og spille i himlen og vandet og forvandlede Angkor Wat til en storslået silhuet – et fantastisk syn, der hurtigt var overstået, da solen fik så meget magt, at hele tempelkomplekset blev oplyst.

Det betaler sig at stå tidligt op

At lade solen præsentere Angkor Wat var den perfekte måde at tage hul på den kæmpe oplevelse, som Angkor Wat og templerne ved Angor er. Derudover var der en anden stor fordel, ved at trodse såvel søvnmangel som maveonde – nemlig at ankomme til Angkor før de store busser, som hver dag sætter tusindvis af oplevelseshungrende turister af.

Udover at vi fik set Angkor Wat i solopgangen uden der gik ret mange mennesker i vejen, så fik vi med vores tidlige ankomst mulighed for at undersøge inskriptioner, gå langs templets gange, og nyde udsigten fra Angkor Wat uden at skulle dele pladsen med ret mange andre. Først 2-3 timer senere ankom busserne og antallet af turister blev mangedoblet. Ved middagstid toppede antallet af turister, men tempelområdet er heldigvis meget stort og kunne bære det.

På det tidspunkt var mit maveonde eskalerende og efter at have set 2-3 af de andre kendte templer i området (bl.a. Ta Prohm – der hvor Tomb Raider er blevet optaget) var jeg så syg og svimmel, at jeg bad vores chauffør at køre mig hjem til vores guesthouse og min seng, som jeg ikke flyttede mig fra, før næste dag hvor min kammerat og jeg tog på hospital for at aflægge et par gødningsprøver i bytte for en omgang medicin mod bakterieinfektioner i maven.

Når jeg tænker tilbage på Cambodja står især Angkor Wat som et af mine stærkeste og bedste minder. Solopgangen bag templet og den efterfølgende udforskning af området var fantastisk – og selv kapløbet mod solen, den benzintomme knallert og mit aldeles uønskelige maveonde indgår i dag som uundværlige dele af min historie om, hvordan det var at besøge Cambodja og templerne ved Angkor.

Tip – gem dine riel til tiggere

Får du penge tilbage i riel (møntfoden i Cambodja), er det en god idé at gemme disse, til de mange tiggere rundt omkring i Phnom Penh og resten af landet. De er ikke særlig meget værd, og hvis alternativet er dine dollars, bliver du hurtig fattig. Sørg dog for ikke at dele for åbenlyst ud af disse, da du så vil tiltrække for mange.

Før du forlader Cambodja skal du sørge for at bruge alle dine riel, da disse hverken kan veksles eller bruges andre steder end i Cambodja.